Håre Mose er 6,5 hektar stor, og består af et plantesamfund, der er specialiseret i at vokse på en næringsfattig jordbund. Vandstanden i mosen har været kunstigt sænket med 1½ meter i de sidste 150 år, men er igen hævet til et naturligt niveau, og de åbne arealer er også blevet genskabt. Her findes en lang række småsøer, som er dannet på baggrund af de tidligere udgravninger i grusgraven i 1960'erne.
Kulturhistorien er rig i området og her er flere gravhøje og højryggede agre.
Turen gennem Håre Mose er godt 2 km. lang. Udvider man turen til at indbefatte Håre Bjerge er turen 5 km. lang, men kan udvides endnu en gang via det tæt forbundne stisystem i Klakkebjerg. Man må kun opholde sig på stierne og hunde skal naturligvis føres i snor.