Kulturhistorie

En bro over Lillebælt var på tale fra midten af 1800-tallet.
Omkring 1920 kom der seriøse drøftelser i gang. Før den tid havde en bro over Storstrømmen fra Sjælland til Falster haft første prioritet hos De Danske Statsbaner. Men Sønderjyllands indlemmelse i Danmark i 1920 ændrede såvel det politiske billede som trafikbilledet.

I 1924 blev lov om en jernbanebro over Lillebælt vedtaget. Der var enighed om, at projektet kun skulle omfatte en jernbanebro: Automobilskatten indbragte så få penge, at det var utænkeligt at fordyre byggeriet med en færdselsbro. Fire år senere var antallet af biler steget så voldsomt, at lovgrundlaget blev ændret, og i 1927 blev det vedtaget at bygge en kombineret færdsels- og jernbanebro.

Merudgiften blev anslået til 7.525.000 kr, som skulle dækkes med et årligt bidrag på 500.000 kr, som skulle skaffes gennem motorafgifter. Derfor blev der i 1927 indført såvel en årlig vægtafgift på biler samt en benzinskat på 7 øre pr. liter. Broen blev af hensyn til den danske økonomi planlagt til at blive bygget over 10 år. Jordarbejdet startede i december 1925 på Hindsgavl mark på Fynssiden. På begge sider af Bæltet skulle der laves jernbanedæmninger, der skulle føres frem til brohovedet samt anlægges nye banegårde med rangerterræn. Fra 1927 kom vejanlæg ligeledes ind i billedet. Bygningen af selve broen startede i 1930 efter arbejdsmandsstrejken. Først byggedes sænkekasserne, den første var på plads på vandet i maj 1931. Derefter blev strømpillerne støbt op. Den første stod færdig i november 1932, den sidste i marts 1934. Overbygningen blev bygget i 1933-34. Stålkonstruktionen var fuldendt i november 1934, hvorefter jernbane og vejbane blev bygget.

Indvielsen af broen var stor festlighed, der fandt sted 14. maj 1935 med kong Christian X i spidsen.

Før jernbanen var Middelfart By koncentreret til området omkring hovedvejen fra Odense. Den førte direkte til havnen, hvor der sejledes til Snoghøj på Jyllandssiden. Fra Hindsgavl gik veje til byen og til Kongebroen, hvor der også var et overfartssted, der dog var forbeholdt kongen.

Da jernbanen blev udbredt, blev endestationen ved Lillebælt et stort diskussionspunkt. På grund af tabet af Sønderjylland i 1864, blev Strib valgt som overfartsby af militære hensyn. For Middelfart betød det, at banegården blev placeret langt uden for byen, og at den trafikåre, der gennem 700 år havde gået gennem byen, nu døde ud. Overfarten blev nedlagt i 1867. Til gengæld voksede Strib til at blive en egentlig by.

I 1888 blev det Psykiatriske Hospital bygget, og udgjorde et tredje punkt i landskabet. Hospitalet var en hel lille by med eget vand- og gasværk, vaskeri, kirke, kirkegård og køkkenhave, samt bygninger til patienter og boliger til personalet. Der var derfor var derfor ikke meget kontakt til Middelfart By.

Med Lillebæltsbroen skiftede Middelfart atter karakter. Den store landevej omkring år 1800 havde fået byen til at vokse mod øst. Jernbanen med station på Banegårdsvej trak villakvarterer og industri op i købstadens nordøstlige hjørne. Efter 1935 voksede byen nu mod syd på begge sider af Brovejen.

Omkring Brovejen opstod hurtigt en række virksomheder, der skulle servicere motorfolket. Den store banegårdsrestaurant havde DSB lagt ud ved Broen, men i skovene opstod rastepladser med iskiosker mv. Tankstationer lå som perler på en snor fra Broen, ikke mindst hvor de gamle veje mødte Brovejen.

I 1930erne, 1940erne og 1950erne piblede villaer og parcelhuse frem, og det var langs Brovejen, at byen fik sine første boligforeningsejendomme. Først med rækkehuse, siden med etageejendomme, som man kendte det fra større byer. Men industrien flyttede ikke med. Den bredte sig i stedet på de forladte banearealer omkring den gamle banegård.

Historien

I 1694 anrettede en voldsom storm så megen skade på den gamle borg på Sudden, at genopbygningen blev opgivet. Godset solgt til privateje, og bygningerne flyttet til den nuværende placering som en helt almindelig herregård. Da Christian Holger Adeler og Karen Basse Fønss overtog Hindsgavl i 1773, kom der stor aktivitet på stedet. De opførte en ny hovedbygning (1784)med sidefløje og avlsbygninger. Karen Basse Fønss´ brorsøn overtog Hindsgavl i 1808. Han stod for opbygningen af flere markante bygninger i oplandet: Adlerhus (1852) og Grimmerhus (1859), som dengang var enkesæde, og i dag rummer Danmarks Keramikmuseum, samt startede skovrejsningen på Hindsgavl i 1830.
Karen Basse Fønss bestemte i testamente af 1803, at Hindsgavl som stamhus fremtidig skulle ejes af familien Fønss. Bestemmelsen gjaldt frem til 1921, hvor Frederik Niels Basse Fønss solgte avlsgården, landbrugsjorden og det meste af skoven til Middelfart Kommune.

Fra 1922 lejede Foreningen Norden slottet og aktieselskabet Hindsgavl købte i 1924 hovedbygningen, parken, engen og borgruinen samt en del af skoven til brug for Foreningen Norden.

Det nuværende Hindsgavl Slot er det tredje slot på stedet. Avlsgården er klassisk placeret som et trelænget anlæg, der spiller sammen med hovedbygningen og dens to fløje. Avlslængerne var oprindeligt i bindingsværk, men en brand i 1858 ødelagde dem totalt, hvorfor de nuværende avlslænger er opført i tegl.

Den 23. juni 1977 brændte avlsbygningerne igen, denne gang ejet af Middelfart Kommune. De blev genopbygget i 1978-79, dog måtte stråtaget måtte vige for tegl.

Nutiden

Først i 2005 blev Hindsgavl som bygningsanlæg samlet igen, da Realdania Byg tilbagekøbte avlsgården af Middelfart Kommune. I dag ejer Realia bygningerne, parken, Sudden og Julieplantagen. Hindsgavl Slot bliver løbende renoveret og vedligeholdt. Siden 2006 er der bygget nyt køkken og a la carte restaurant. Alle værelser i hovedbygningen er blevet renoveret i slotsstil, og ko- og svinestald er blevet ombygget til værelser.

Parken er en af landets bedst bevarede slotsparker. Parken blev oprindeligt anlagt som en barokhave med terrasser, damme og alléer fra omkring 1750. I 1814 blev haven omlagt i romantisk stil med udsigtspladser, lysthuse, vandløb og bassiner med tilhørende broer.