Ejby mose har et stort potentiale, som Middelfart kommune ønsker at udvikle sammen med interesserede lodsejere. EU’s landdistriktsprogram var med på ideen, og bevilgede derfor i december 2013 2,4 millioner kroner til projektet om naturforbedring. Kommunen lagde selv 2,2 mio. oveni og konkrete tiltag skal være afsluttet i 2015. Intet sker på lodsejers egen jord uden aftale.
"Ejby Mose anno 2030 kan med de rette tiltag fremstå som et smukt varieret græsningslandskab, med åbne enge, artsrige rigkær og ellesumpe. Et område med rene vandløb og søer med velfungerende økosystemer, små vandhuller med succesfuld paddeyngel og et rigt insektliv, ynglende rød glente, taffeland og sortterne, og mosens eget par af hvid stork. Alt dette i fin balance med gode muligheder for at opleve mosens natur fra et af fugletårnene, en overnatning i shelter, eller gå- eller løbeture på en af mosens mange stier.” – Vurdering fra konsulentfirma HabitatVision
”Vi ønsker at kommune, lodsejere og lokalbefolkning samarbejder om udviklingen af dette bynære naturområde. Vi vil skabe en større mangfoldighed i dyre- og planteliv og dermed give flere gode oplevelser til borgerne i området. Der vil være særligt fokus på at udvikle området sammen med jægere, så vi også får mere forskelligt vildt og flere gode jagtoplevelser", siger Agnete Damkjær, der på daværende tidspunkt var formand for Miljø- og Energiudvalget i Middelfart Kommune.