I 1866 førtes den fynske jernbane fra Middelfart langs kysten til Strib, til færgeoverfarten til Fredericia. Staurby Skov blev derved skåret igennem fra syd til nord og der blev opgravet grus til jernbanens anlæggelse. I 1911 anlagdes den nordvestfynske jernbane, en privatbane, som forbandt Middelfart med Odense via Brenderup. Fra Brenderup var der også en sidelinje op til Bogense. Samlet længde 60,8 km, max hastighed 45 km/t, fra 1949 70 km/t. Statens tilskud udgjorde 6,8% af det samlede anlægsbeløb, resten blev finansieret med lokale midler, med så stor succes at anlægsbudgettet var større end for de fleste andre fynske jernbaner. De flotte stationer med glaserede tagsten langs strækningen bevidner det gode anlægsbudget. Den 15. maj 1934 blev der anlagt et trinbræt i Staurby Skov og de næste årtier blev skoven et sommerligt udflugtsmål. Ved skovfogedens hus kunne man købe kaffe, mælk, smør og brød.
Den nordvestfynske privatbane blev nedlagt d. 31. marts 1966. Efter nedlægningen af jernbanen er mere end 20 km af jernbane-traceet* blevet omdannet til rekreativ stiforløb, som man i dag kan cykle eller gå en tur på.
Kort over banestien
*Tracé: Jernbanens rumlige forløb i terrænet. En tracé definerer jernbanens beliggenhed i vandret og lodret retning, linjeføringen og længdeprofilen.