Før jernbanen var Middelfart By koncentreret til området omkring hovedvejen fra Odense. Den førte direkte til havnen, hvor der sejledes til Snoghøj på Jyllandssiden. Fra Hindsgavl gik veje til byen og til Kongebroen, hvor der også var et overfartssted, der dog var forbeholdt kongen.
Da jernbanen blev udbredt, blev endestationen ved Lillebælt et stort diskussionspunkt. På grund af tabet af Sønderjylland i 1864, blev Strib valgt som overfartsby af militære hensyn. For Middelfart betød det, at banegården blev placeret langt uden for byen, og at den trafikåre, der gennem 700 år havde gået gennem byen, nu døde ud. Overfarten blev nedlagt i 1867. Til gengæld voksede Strib til at blive en egentlig by.
I 1888 blev det Psykiatriske Hospital bygget, og udgjorde et tredje punkt i landskabet. Hospitalet var en hel lille by med eget vand- og gasværk, vaskeri, kirke, kirkegård og køkkenhave, samt bygninger til patienter og boliger til personalet. Der var derfor var derfor ikke meget kontakt til Middelfart By.
Med Lillebæltsbroen skiftede Middelfart atter karakter. Den store landevej omkring år 1800 havde fået byen til at vokse mod øst. Jernbanen med station på Banegårdsvej trak villakvarterer og industri op i købstadens nordøstlige hjørne. Efter 1935 voksede byen nu mod syd på begge sider af Brovejen.
Omkring Brovejen opstod hurtigt en række virksomheder, der skulle servicere motorfolket. Den store banegårdsrestaurant havde DSB lagt ud ved Broen, men i skovene opstod rastepladser med iskiosker mv. Tankstationer lå som perler på en snor fra Broen, ikke mindst hvor de gamle veje mødte Brovejen.
I 1930erne, 1940erne og 1950erne piblede villaer og parcelhuse frem, og det var langs Brovejen, at byen fik sine første boligforeningsejendomme. Først med rækkehuse, siden med etageejendomme, som man kendte det fra større byer. Men industrien flyttede ikke med. Den bredte sig i stedet på de forladte banearealer omkring den gamle banegård.