Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Det kan du selv gøre

Pindsvin med unger

Det er nemt at gøre noget for biodiversiteten i egen have.

Mange af os har lært, at vi skal luge ukrudt og køre hækaffald på genbrugspladsen, men man kan med fordel øve sig i en ny regel: ”klip og slip” – altså, lad alt plantematerialet blive i haven.

 

Tips og tricks

Kvasbunke/-hegn: Saml afklip og større grene i en bunke. Her bliver der nemlig god plads til mange insekter og dermed også alle dem, der spiser insekterne - eksempelvis fuglene. Man kan også lave et smukt og funktionelt hegn ved at lægge kvasen i rækker, der holdes på plads af store grene eller hegnspæle som er stukket lodret i jorden. På den måde øger man biodiversiteten, og samtidig slipper man for de uendeligt mange køreture med trailer til genbrugspladsen.

Sten: Lav en smuk stenbunke eller -gærde, hvor der både er gemmesteder, men også solpladser til de vekselvarme dyr (dyr, der får kropsvarmen fra solen). En god placering kan være der, hvor der enten er masser af tidlig morgensol eller sen aftensol, da disse ydertidspunkter kan være kritiske for de dyr, der får varmen fra solen. Enkelte større sten kan også være nok, hvis man foretrækker det fremfor en bunke af sten.

Vild plæne: Lad noget af græsplænen vokse vildt mellem 15. maj og 15. september. I efteråret kan man lave høslet, hvor man slår græsset helt kort og fjerner afklippet – man kan enten lade afklippet tørre og samle det til hø, eller man kan samle det friske afklip i en stor bunke. Her kan man de næste måneder følge nedbrydernes arbejde med at omdanne græsset til muld, der senere kan bruges i bede og krukker senere. Ved at fjerne afklippet fra plænen vil man også fjerne næring, og da græs har brug for meget næring, vil det vige for de mere nøjsomme urter.

Gamle træer: … Er guld værd for biodiversiteten! Hvis det ikke er muligt at lade det stå, så overvej om ikke en kronereduktion eller såkaldt ”højstub” er muligt at bevare til naturligt henfald. Højstubben kan eventuelt kombineres med en udskåret figur, legehus eller rutsjebane fra toppen.

Vand: Lige så vigtigt som nektar. Hvis ikke en havedam, så kan der måske blive plads til en murerbalje? Den skal selvfølgelig også indeholde vand. Sten i vandoverfladen er et ekstra plus, og er baljen nedgravet, bør den have en ”trappe” af fx sten, hvor padder, pindsvin og andet kan komme op igen efter svømmeturen.

Og så husk lige, at verden ikke er sort/hvid. I haven kan der sagtens være plads til både vild natur, kort græs og de smukke prydbede, hvor man gerne vil fremhæve enkelte planter.

Find mere inspiration i Facebookgruppen: ”Middelfart Vilde Kommune”, her er der nemlig frivillige der har masser af vilde ideer.